Erfaringen af diktatur
Om Herta Müllers vidnesbyrd

Herta Müller er tysksproget forfatterinde, født 1953 i Rumæniens schwabiske minoritet. Hun studerede rumænsk og tysk, arbejdede som oversætter på en fabrik, men blev kategoriseret som statsfjende, fordi hun nægtede at samarbejde med det hemmelige politi, Securitate. Hun ernærede sig siden som lærerinde. I 1987 forlod hun Rumænien. Egentlig var det slet ikke hendes hensigt at blive forfatter, og hun nærer foragt for enhver mytologisering af forfatteren, ”for mig har det altid været et arbejde, jeg snublede over.”

Herta Müllers prosa bestræber sig på præcision, på at sige mest muligt med færrest mulige ord. Eftersom den ofte nærmer sig det, der ikke kan siges – og hun fremhæver, at visse erfaringer ligger hinsides sproget – taler den gerne i gådefulde, suggestive billeder, som vil føre læseren ud i ”vildfarten i hovedet”, associationernes flugt, for ”Halvdelen af det, sætningen forårsager ved læsningen, er ikke formuleret.” Herta Müller beundrer den polske dokumentarist Hanna Krall, som ”nægter os enhver kommentar, ved kendsgerningernes sammentrækning og arrangement opstår der en ueftergivende direkthed, den begynder at genlyde i hovedet”, og karakteriserer i samme åndedrag sin egen prosas fasthed og frigivelse.

Herta Müllers foretrukne form er derfor en lyrisk prosa uden formidlende forklaringer. En prosasætning er i hendes skrift ikke væsensforskellig fra en poesisætning. Skarpt iagttagede enkeltheder fra den fysiske verden og fra menneskers tale glider over i en poetisk ladet nyskabelse, sansninger bevæger sig ind i sindet og forvandles til et billede, som kun gradvis og delvis afgiver sine hemmeligheder. Denne oplevelses- og skrivemåde kaldes ”opdigtet sansning”: ”Den opdigtede sansning skiller sig ikke ud fra sansningen. Den går et lag ned under den. Den opdigtede sansning er den fuldstændige nedsynkning i sansningen. Der opstår en dobbelt, tredobbelt, mangedobbelt bund, som ikke er nogen bund”, en længere historie forkortes til ét punkt, og læserens forestillinger multipliceres.

Sansningens art

Herta Müller er lidenskabeligt optaget af, hvordan verden sanses, har bevaret barnets perspektiv og sans for konkretion, og ikke kun i de tidlige værker skrevet inde fra barnets bevidsthed. Under overfladen af de ofte grufulde hændelser, hun gengiver, handler alt på sin vis om sansningens art, om at klamre sig til det konkrete, det enkelte, om ikke at forflygtige den fysiske erfaring med generaliseringer og abstraktioner. At nogle mennesker er døde kan derfor hedde: ”Gud havde forlangt sit materiale tilbage af dem, egnen havde ædt dem op sammen med årstiden.” Abstraktet Gud er et konkret i talen.

”Når du ser meget koncentreret på noget, ophører det straks med at være det, det var,” har Herta Müller forklaret: ”Det er et spørgsmål om nøjagtighed. Hvis man ser meget nøje på noget, holder det til sidst op med at være intakt. Nøjagtighed sønderdeler tingene, så de ikke hænger sammen. Og så kan detaljen pludselig blive større end helheden.” I et essay om den abstrakte, ofte livstruende helhed, der kaldes utopi, skriver hun om sin medfødte mangel på evne til at omgås helheder. Hun insisterer på sit livs konkrete detaljer og pointerer, med hån over for den virkeliggjorte socialistiske utopi, hun med store personlige omkostninger måtte leve i de første godt tredive år af sit liv, at de enkelte erfaringer aldrig er blevet til en teori i hende. Det er udlagt:

Når delen insisterer på at være del, bliver den ved selve sin delhed en vedholdende kritik af ideologisk helhed, mens helheden udgør et overgreb. At fastholde tilværelsens stykkevise erfaringer i deres konkretion er da en anfægtelse af enhver totaliserende abstraktion. Da diktaturer er ideologiske konstruktioner, som vil indordne en genstridig virkelighed under deres store plan, er de ømfindtlige og har en udviklet sans for kritikken i en kunst, som skyr fristelsen til at tjene en helhed.

Den sproglige følsomhed er stor hos Herta Müller. Ordene er under stadig mistanke og undersøges for faretruende eller afslørende indhold. Der er tale om en tidligt opstået følsomhed, og den viser sig undertiden som en sårbårhed, som kan siges at modsvare regimets følsomhed over for det ikkekonforme sprog og synes forstærket af regimet. Hun bruger sit fremmedgørende blik til at afklæde ordene deres ideologiske gevandter. Bevidstheden om sproget som bedrag, som besmykkende og indoktrinerende magtmiddel er på højeste alarmberedskab i et diktatur hvor ordenes mening systematisk nedbrydes af løgn og uegentlighed, hvor et uforsigtigt ord kan bringe ens arbejde eller liv i fare. Ord og sætninger i en permanent undtagelsestilstand kan pludselig forvandle sig fra uskyldig meddelelse til dødstrussel eller varsel.

Protodiktatur

Herta Müller debuterede med et lille bind fortællinger ”Lavninger”. Bogen blev skrevet blandt støjende mennesker på det fabrikskontor, hvor hun oversatte ubegribelige tekniske manualer. Mens det enerverende arbejde udmattede hende, blev skriveriet et frirum. Bogen udkom 1982 i Bukarest i stærkt modificeret form: ”I min første bog om en barndom i den banatschwabiske landsby censurerede det rumænske forlag, foruden alt det andet, selv ordet KUFFERT. Det var blevet et provokerende ord, fordi det tyske mindretals udvandring skulle tabuiseres.” Det ucensurerede manuskript blev siden hen smuglet ud af landet, og bogen vakte for alvor opsigt, da den i 1984 udkom i Vesttyskland. En stor anmeldelse i ”Der Spiegel”, ved F. C. Delius, fremhævede, at den ikke gebærdede sig som dissidentlitteratur, men alligevel afspejlede situationen i Rumænien. Herta Müller blev med ét slag en sensation. Da hun under bogmessen i Frankfurt samme år kritiserede det rumænske diktatur, fik hun forbud mod at publicere.

Allerede i debutbogen dyrker Herta Müller sprogkritik. Det er endnu ikke statens sprog, hun afmonterer, men forfalskning og løgn blandt hjembyens jævne mennesker: ”Landsbyens døde har spist sig ihjel, drukket sig ihjel, hvilket i landsbyen kaldes arbejdet sig ihjel.” Med ætsende, lakoniske sætninger, en ”radikal anti-hjemstavnslitteratur”, gjorde den unge Herta Müller sig til Nestbeschmutzerin, en der smudser egen rede til. Fortællingerne udstiller bigotteri og overtro, autoritetstro, misundelse, rengøringsvanvid, had, sjælelig råhed og korporlig afstraffelse. Det førte til en veritabel udstødelse: ”Da kendskabet til min bog bredte sig i min barndoms landsby, blev der spyttet efter mig på gaden. At jeg skrev var lige så meget en skam som hvad jeg skrev. Min bog var mit farvel.” Familien blev foragtet og isoleret, og selv om moderen, som sled og slæbte for at understøtte sin datter økonomisk, tryglede hende om ikke at skrive, kunne hun hverken efterkomme dette ønske eller trække det skrevne tilbage.

Med ”Lavninger” beseglede Herta Müller sin status som minoritet i sin egen etniske minoritet. I forvejen havde hun som oprørsk 15-årig (”jeg har opfattet mig selv som oppositionel, siden jeg var barn”) forladt landsbyen for at få videregående uddannelse og var allerede derved brudt ud af kollektivets ulykkelige, statiske livsform. Hun blev ikke bondekone, med sin intelligens og sine kritiske spørgsmål fjernede hun sig fra hjemstavnen. Hun lærte rumænsk og fik den undslupnes friere blik, men det er tillige det fremmede blik, man får, når man berøves det velkendtes selvfølgelighed. Enhver tilbagevenden blev umulig, skønt den geografiske afstand kun var tredive kilometer. I og med at hun forlod sin etniske gruppes kvælende, anonymiserende fællesskab og fjendskab, dens afsondrethed fra det øvrige land, blev hun mere direkte udsat for og bevidst om det rumænske regime. Bevidstheden blev uvægerligt til en opposition, men man må ikke forestille sig en organiseret illegal kamp, udelukkende en kritisk holdning, der forsøgte at hævde individets frihedsrettigheder på et oplyst grundlag: hun og ligesindede nægtede at medvirke på statens menneskefjendtlige vilkår. I regimets lingo hed det ”individualisme, ikketilpasning til kollektivet og mangel på socialistisk bevidsthed”, og det var recepten på overvågning, intimidering, forfølgelse og grundløse anklager. Totalitært styre betyder, at al uoverensstemmelse må undertrykkes.

Egentligt diktatur

Bevægelsen fra barndommens tyske enklave til det større rumænske samfund var derfor ikke nogen egentlig befrielse, for staten var endnu mere kvælende og undertrykkende: ”I en vis forstand var det, jeg senere betegnede som ’totalitært’ og ’stat’, en videreførelse af det, som en afsidesliggende, overskuelig landsby er.” Herta Müllers kritik af diktaturet udspringer derfor direkte af kritikken af landsbyen. ”Lavninger” blev ikke bare et farvel til landsbyen. Med den indledtes udrejsen af landet få år senere.

Liv og skrift hører nøje sammen i forfatterskabet. Bøgerne følger livsbanen til og med bosættelsen i Berlin, hvorefter de handler om diktaturet – fordi diktaturet fulgte med, ikke blot som gentagne, yderst reelle dødstrusler frem til regimets fald, men også fordi angsten virker længere end angstens agenter. Det betyder ikke, at værkerne kan læses som utilsløret selvbiografi, det betyder ikke, at man kunne besøge Herta Müllers landsby og gøre sig håb om at nå til øget forståelse af hendes bøger. Naiv turisme af den art tager hun veloplagt afstand fra i et essay. Bogens landsby findes kun i bogen, den er Herta Müllers sproglige skabning. Samtidig har dette ”helvede på jord” universelle træk, som ethvert menneske, der har gennemlidt en opdragelse og måttet kæmpe for sin åndelige overlevelse, vil genkende.

Landsbyens tyske navn er Nitzkydorf i regionen omkring Timisoara. Her blev Herta Müller født i august 1953. Straks bryder den politiske historie ind i biografien: Samme år i marts døde Josef Stalin. Stalinismen døde imidlertid ikke med ham, men herskede brutalt videre i Rumænien: ”Det var i 50’erne, en barndom under stalinismen, en afsidesliggende landsby uden asfalteret vej til byen – men ikke et politikfrit indelukke. Tre-fire politfunktionærer havde alt og alle under kontrol. De kom fra byen. Nyskolede indledte de unge bevogtere deres karriere i en ravnekrog, profilerede sig med trusler, forhør, arrestationer. 405 huse var der i landsbyen, en 1500 beboere. Alle gik rundt med rædslen. Selv om jeg som barn ikke fattede angstens indhold, åd følelsen af angst sig ind i hovedet.”

Så sent som i slutningen af 1980’erne skrev Niels Barfoed om landets styreform: ”Modellen er stalinisme à la trediverne, gennemtrukket af overleveret feudalisme à la Balkan og massepersonkult à la Nordkorea.” Under Antonescu havde Rumænien i størstedelen af anden verdenskrig kæmpet på Hitlers side mod Sovjetunionen, men da diktatoren blev styrtet i 1944, sluttede landet sig til Sovjetunionen og de allierede, og endte på de sejrendes side. Prisen blev en voksende kommunistisk magtovertagelse, som i sit hastværk for at etablere et effektivt styre inkorporerede ureformerede fascister i magtapparatet.

I januar 1945 indledtes en omfattende deportation af Rumæniens tyske minoriteter. At beslutningen var Stalins var længe ukendt. Mænd og kvinder i den arbejdsduelige alder blev transporteret til Ukraine for at hjælpe med genopbygningen af landet. Herta Müllers mor blev som 19-årig sendt af sted og var tvangsarbejder i fem år, konstant på grænsen af sultedøden. Eftervirkningerne af dette lejrophold kom til at påvirke datterens barndom så stærkt, at hun endnu søger svar og viden om den tid. Moderens hastige, ulykkelige ægteskab med hr. Müller var en direkte følge af den hjemvendtes situation – overilet søgte man at indhente de mistede år og etablere en normalitet. En af følgerne var, at Herta igen og igen fik at føle, at hun ikke helt var et ønskebarn, at hun stod i vejen for en skilsmisse. En følelse af overflødighed og erstatning sneg sig også ind i hendes selvforståelse, for hun er opkaldt efter moderens veninde Herta, som omkom af sult og kulde i lejren.

Tung arv

Herta Müllers far var indrulleret i SS, og længe efter krigen sang denne uforbederlige dranker sine SS-sange. I romanen ”Dyret i hjertet”, 1994, hedder det, at han ”havde lavet kirkegårde ude i verden”. Kirkegårdene står metonymisk for nazisternes milliondrab og fortrænges, men Herta Müller afstår, sin poetik tro, fra psykologiske eller andre abstraktioner: ”Faderen skjuler kirkegårdene nede i halsen, der hvor strubehovedet står, mellem flip og hage. Strubehovedet er spidst og tillukket. På den måde kan kirkegårdene aldrig komme op og bevæge sig ud over hans læber. Hans mund drikker snaps fra de mørkeste blommer, og hans sange for Føreren er tunge og berusede.”

Bedstefaderen beklagede Tysklands nederlag i krigen, for hvis Hitler havde vundet, ville de nu bo på tysk jord. Længslen efter tysk herredømme næredes formentlig af den socialistiske ekspropriation, som fratog ham en blomstrende kornhandel, udråbte ham til ”udbytter af folket” og efterlod familien som kooperativbønder. Herta Müllers onkel havde været landsbyens naziideolog under vajende hagekorsfaner. Man har her et tragisk paradoks: Et etnisk mindretal i et virtuelt tilhørsforhold til hjemlandet feticherer på tværs af århundreder sted og sprog. Fraværet af fysisk kontakt avler en perverteret nationalisme. Den spanske Franco-flygtning Jorge Semprún, som Herta Müller citerer, har derimod indset, at fædreland er det, der siges, ikke sproget, det siges på. Herta Müller føler et dybt ubehag ved begrebet Heimat, hjemstavn, som blev misbrugt af både nazister og rumænske socialister. En af begrundelserne for hendes skepsis er netop, at det altid benyttes, ”når et eller andet ikke længere er til stede”.

Herta Müllers fødeegn hedder Banat efter titlen på den militære guvernør, bán, som i middelalderen styrede dette område, der grænser op til Ungarn og Serbien. Befolkningen er sammensat, foruden rumænere er der ungarere, serbere, slovakker og tyskere. Skønt rumænerne her har optrådt som herrefolk, har andre folk faktisk ældre indfødsret. Herta Müller er udgået af den befolkningsgruppe, som indvandrede fra Schwaben i 1700-tallet, da området kom ind under det habsburgske riges interessesfære. Det tyske mindretal er i vore dage stærkt reduceret. Kommunistpartiet fór som nævnt hårdt frem mod det efter krigen med ekspropriationer og deportationer. I 1972 fordømte Ceausescu disse straffeforanstaltninger, og det tyske mindretal blev i modsætning til ungarerne behandlet tåleligt, for Ceausescu ville ikke pådrage sig Vesttysklands vrede. Men hans regime var generelt så undertrykkende og paranoidt, at flugt for mange blev den eneste mulighed:

”Den grønne grænse til Ungarn og den til Jugoslavien grænsende Donau virkede dragende. De trak forstanden ned i fødderne. Den dødelige rømning fik ingen ende, uanset hvor mange grufulde flugthistorier der var i omløb. Ved den grønne grænse lå ligene mellem mejetærskerne under hvedehøsten, skudt ned eller flænset af hunde, oftest begge dele. I Donau flød der ligdele, flygtende blev jagtet af skibe og skåret itu med skibsskruerne. Alligevel voksede flugtønsket. Det steg til flugthysteri, leden ved det værdiløse liv slog om i en håbspsykose.”

Udrejse

Herta Müller rejste i 1987 sammen med sin mor og sin daværende mand, forfatteren Richard Wagner, en flugt under relativt trygge forhold: ”Udvandringsbanegården lå tæt ved den ungarske grænse, en lille grænsebanegård. En snes stykker var vi, ventede på toget under politiopsyn i et halvmørkt baglokale. Ventesalen måtte man ikke forlade, perronen måtte man først betræde på politibetjentenes opfordring. Efter den sidste trussel på wagontrappen: Vi får dig hvor du end er, sad jeg så som en frakke uden menneske i dette tog, som om jeg bare igen var faldet for et nyt trick fra angstmagernes side.”

Det er ingen overdrivelse, at Rumænien aldrig har forladt Herta Müller. I de sejrende vesteuropæiske lande forbinder man hovedsagelig efterkrigstiden med rationering og vareknaphed de første år, senest fra tresserne med en næsten obskønt voksende velstand. Den østeuropæiske erfaring af efterkrigstiden er ganske anderledes, så skønt Herta Müller er født efter krigen, bærer hun på en tung bagage af det 20. århundredes totalitære katastrofer: nazistiske følelser som arv og åndelig luft under hele opvæksten, moderens offerfølelser som følge af internering og tvangsarbejde, stalinismen som statsideologi, fra 1965 afløst af Ceausescus sovjetkritiske, men stalinistisk inficerede variant af en diktaturstat med dertilhørende fattigdom og ufrihed. Denne befængte arv har naturligvis bestemt arten af hendes forfatterskab. Det er i bogstavelig forstand magtpåliggende.

Det forladte helvede

Niels Barfoed har fulgt Herta Müller fra hendes første tid i Vesttyskland og ved flere lejligheder interviewet hende, første gang i november 1987. Her opsummerer hun tilstandene i det Rumænien, som udgør hendes råstof:

”I fire strenge vintre har befolkningen levet med en energisituation, der er livstruende. Sidste vinter, da jeg selv var i Bukarest, gik folk til angreb på vejtræerne i forstæderne med save og økser og hjemførte grene og kviste på deres børns slæder for ikke at fryse ihjel. Gassen tilsluttes og afbrydes helt uden varsel. Den kan forsvinde halve dage, hvad der giver mange dødsfald. Patienter, der har presserende behov for at blive bragt til hospitalet, bliver ikke afhentet, hvis de er over halvfjerds. Landet har ikke råd til at brødføde uproduktive mennesker. Omvendt forlanges det af kvinder, at de føder fire børn. Da abort er forbudt og illegale fosterfordrivelser straffes frygtelig hårdt, er ’børnedødeligheden’ stor. Talløse spædbørn ’forsvinder’. Det hænger sammen med, at levnedsmiddelsituationen er fortvivlende. Selv brød er hårdt rationeret. Og kosten er så ensidig, at lægerne har konstateret legemsforandringer. Knoglebrud har vanskeligere ved at hele. Landet, der knap nok kan forsyne sig selv med olie, eksporterer alt det, der ikke går til industrien. ’Resten’ får befolkningen. Vandkraftværkerne eksporterer størstedelen af strømmen til Sovjet, hvis de overhovedet fungerer ordentligt.”

Rumænien blev kynisk udnyttet af Sovjetunionen, som selv havde alvorlige forsyningsproblemer. Mens Ceausescu, vulgær som alle diktatorer, levede i uhørt luksus og byggede sit gigantomaniske palads midt i Bukarest, levede befolkningen kummerligt og døde som følge af en totalt fejlslagen industrialisering og en hovedløs nedlæggelse af landbrug. Hvad angår fosterfordrivelser, i et land hvor prævention var forbudt: Herta Müller har i et essay fortalt om kvinders død som følge af selvprovokerede aborter. Hun fordrev selv to fostre med en plasticslange ført op i livmoderen.

Uhyrlige materielle livsbetingelser påvirker naturligvis også sindet, nedsætter livskraften og koncentrerer al tankevirksomhed om den nøgne overlevelse. Her tales endnu ikke om regimets sproglige udhuling af tilværelsen, om overvågning og forfølgelse, men om forfølgelsens udspring i den store førers psykiske tilstand hedder det: ”Han er offer for store angstpsykoser og nærer en uindskrænket mistillid til sit folk.” Ceausescu var således en eksemplarisk enehersker og hans mistillid velbegrundet. Han, der skulle omtales som ”folkets højtelskede søn”, fik folkets kærlighed at føle, da han og Elena i december 1989 summarisk blev dømt til døden og henrettet for rullende kameraer.

Infamien

Herta Müllers første bøger blev skrevet i Rumænien og handler især om opvækstårene, men i romanen ”Der Mensch ist ein großer Fasan auf der Welt”, 1986, møder vi for første gang persondyrkelsen af diktatoren, indoktrineringen af børnene og det gennemkorrupte myndighedsapparat. Den kredser om opnåelsen af udrejsepas og skildrer ligesom debutbogen en sump af menneskelig afstumpethed og gemenhed. De hjemvendte – mændene fra Hitlers krig, kvinderne fra Stalins arbejdslejre – sviner hinanden til med beskyldninger om hor begået for brød og overlevelse og drysser, med menneskets udsøgte sans for pineri og nedgørelse, salt i blødende sår. Det er nærmest reglen, at myndighedspersoner afpresser dem, der ønsker udrejse og derved viser utaknemmelighed mod landsfaderen. Magteliten tager sig langvarigt betalt i fødevarer, i mel og kød, den endelige pris for det befriende pas er uslagtet kød. Familiernes unge kvinder må lægge sig på offerbænken. Disse voldtægter kaldtes ”audiens”.

Herta Müller stillede sig ikke til rådighed som ungt kød eller villig spion, men slap dog ud. Regimet turde nok true og chikanere, men veg måske på grund af den gryende internationale berømmelse tilbage for at arrangere et bekvemt selvmord, som man ellers havde for vane. Det øvrige forfatterskab er blevet til i Berlin. ”Rejsende på et ben”, 1989, handler, i trit med Herta Müllers livsløb, om en indvandret tyskrumænsk kvindes første møde med Vesttyskland, om fremmedhed trods sprogfællesskabet, men betragter ikke fremmedheden som et onde, tværtimod giver den kritisk distance.

Bindingen

Skønt Berlinmuren, og med den de østeuropæiske diktaturer, faldt to år efter Herta Müllers udrejse, har det genforenede Europa ikke gjort hende til en anden forfatter. Hun er levende optaget af nutiden, er i klarsynede essays, artikler og interview gået i rette med den europæiske venstrefløjs antiamerikanisme. Hun foragtede Milosevic’ nationalisme og støttede NATOs bombning af Serbien, hun advarer nu mod islamismens forsøg på at undertrykke ytringsfriheden i europæiske lande og er yderst kritisk over for Rumæniens postkommunistiske styre. Den lange erfaring af diktatur gør hende kompromisløs. Men samtidens Rumænien og Tyskland er ikke genstand for hendes fiktioner. Kulturjournalister med samtidsromanens spøgelse i hovedet har spurgt, om hun aldrig vil skrive om andet end den verden, hun – rent fysisk – har forladt.

Spørgsmålet er uforstandigt. Det forudsætter, at en forfatter frit vælger, hvilken slags bøger hun eller han skriver. Herta Müllers egentlige stof er givet én gang for alle: Diktaturet. Stoffet er uomgængeligt, fordi det har karakter af traume, et dyrekøbt, men i en vis forstand privilegeret udsigtspunkt og talested. Hun er uløseligt bundet til sin opvækst i undertrykkelse og forfølgelse. Den stadige trussel på livet er præget i sindet som kz-fangernes brændemærke i armen.

Det famøse spørgsmål blev også stillet efter en oplæsning på Københavns Universitet i 2004. Herta Müller tøvede, kiggede søgende skråt op mod loftet, som om hun et øjeblik håbede på hjælp fra en højere instans. Da svaret nærmede sig, lød det med stilfærdig, resigneret alvor: Jeg kan ikke skrive om andet. Det er en pligt. Jeg skylder mine døde venner at skrive som jeg gør. ”Når jeg skriver, må jeg opholde mig dér, hvor jeg er mest såret i mit indre, ellers behøvede jeg jo slet ikke at skrive.”

Herta Müller er altså ikke en fri forfatter, hvis en sådan findes, ikke en postmoderne jonglør med fiktioner, som vil bringe os i tvivl om virkelighedens vekslende grader af virkelighed. Hun ved, hvad virkelighed er og gør, og at den er dødsensalvorlig. I en vis forstand er hun derfor et offer for et smertefyldt historisk stof, som det er hendes forbandede skæbne at aflægge vidnesbyrd om, men i så fald et indædt kæmpende offer.

Endnu et citat fra et Barfoed-interview vil tydeliggøre dette: ”Tit troede jeg ikke, jeg ville overleve Ceausescu. Han havde dimensioner som et monster. Han havde bygget sig op til overmenneske. Hans billede hvælvede sig over mig, fra jeg var lille. Han ville aldrig dø.” Diktatorens virkning på psyken: ”I sidste instans er det en slags mindreværdsfølelse. Også kropsligt. Man forgår. Nedbrydningsprocessen fremskyndes af det pres, man har været under. Hvor længe holder jeg? Det er et spørgsmål, jeg ikke kan lade være med at stille mig selv. Noget er jo gået i stykker. Angsten har gjort nerverne nøgne og slidte én gang for alle. Man kan også blive bange for at miste sin forstand. Det har jeg tilmed ønsket. Så havde man en chance for ikke at kende sig selv mere og alligevel være til. Så behøvede man ikke tage livet af sig.”

Tingsliggørelse, død

Romanen ”Ræven var allerede dengang jægeren” er den første, hvori virkningerne af regimets overvågning og intimidering skildres. Der fortælles som altid episodisk, i billeder, uden egentlig handling. Læseren kan føle sig desorienteret, men fastholdes af billedernes styrke og de genkommende, gådefulde motiver. Orienteringen indfinder sig efterhånden som man forstår, at det skildrede samfund er ganske ulig noget, vi heroppe kender på egen krop. Angsten for angivere gennemsyrer hverdagene, ingen tør for alvor stole på andre, end ikke i kærlighedsforhold. Utroskab og forræderi er sat i system som en vanvittig normalitet. Regimets agenter opererer med bestikkelse og opnår letkøbte fordele hos kvinder, som hungrer efter de uopnåelige forbrugsgoder, enhver i Vesten har råd til. Selv det hemmelige politis agenter er skræmte små ofre for styret.

I de sidste kapitler fortælles diktatorparrets endeligt i bogens impressionistiske stil. Befrielsen fejres, agenter og medløbere flygter, mens andre degraderes. En renselse af det forgiftede samfund sker ikke – ligesom ikke efter fascismen. De allerfleste har været kuet til fejhed og ved deres velbegrundede frygt medskyldige. En diktator kan man henrette, men hans sociale og psykiske ødelæggelse er virksom i generationer.

I 1972 dannede en række unge banatschwabiske digtere og intellektuelle, blandt andre Richard Wagner, en Aktionsgruppe Banat, som plæderede for æstetisk og politisk udtryksfrihed. Securitate opløste gruppen i 1975, men man organiserede sig i en Adam Müller-Guttenbrunn-kreds i Timisoara, som Herta Müller sluttede sig til. Det er personer herfra, der skildres i ”Dyret i hjertet”, ligesom i ræveromanen. Bogen munder imidlertid ikke ud i diktatorens fald, men kredser uden denne tvivlsomme forløsning om regimets forfølgelse.

Genkommende ord er ”spindelvævstynde strømpebukser”, et vestligt forbrugsgode, der ligesom nylontrusser kan hentes i Ungarn af begunstigede kollaboratører og bruges til handel og bestikkelse – et patetisk symbol på Rumæniens armod. En anden flittigt brugt handelsvare er kroppen. Seksualiteten synes degraderet til råhed, også når den ikke indgår i et bytteforhold: ”At ligge en stund under ham i det tætte græs, og spjætte sig ud af det indestængte kød, og bagefter ikke have lyst til et sekund at se ham i øjnene.” Det, der under normalere forhold skulle være lyst i frihed, er her reduceret til halvt tvangslignende spasmer, et øjebliks fortabt forløsning fra regimets greb om personen (ganske som Herta Müllers mange absurde butikstyverier var en afmægtig gestus), en grimasse vendt mod diktatorens påbud om avling af fem børn. I et essays klartekst: ”At blive begæret i en skjult, snavset krog af fabrikken gjorde ødelæggelsen ved samlebåndet eller skrivebordet udholdelig. (...) Jeg kender ikke noget andet land, hvor det intime så undtagelsesløst var rodet sammen med løgn, bedrag, hykleri, med sønderrivningen af egen substans.” Langt ind i det underbevidste inficeres mennesker i et diktatur. Det er én håndgribelig betydning af totalitarisme.

To smertelige oplevelser står centralt i romanen – ligesom i Herta Müllers liv. Den livsglade rumænske veninde Tereza aflægger besøg i Berlin og røber, at hun er udsendt af den sikkerhedsofficer, hvis perfide forhør har jaget fortælleren ud af landet: ”Da Tereza døde et halvt år efter sin rejse tilbage, ønskede jeg, at jeg kunne give min hukommelse væk.” Tereza var ramt af brystkræft, og hendes fatale normalsvig er diktaturstatens kræft. Forræderiets krybende nærhed er en rystende oplevelse, og den prompte hjemsendelse af veninden i unåde et sidste diktat. Lige så forfærdende er lyrikeren Rolf Bosserts død i Frankfurt, udførligst beskrevet i ”Kongen bukker og dræber”:

”Efter at et helt hold fra det hemmelige politi havde gennemsøgt min ven Rolf Bosserts lejlighed og var draget af sted med alle hans manuskripter og breve, tog Bossert saksen, gik tavs ud foran spejlet i badeværelset og klippede hårtotter af hoved og skæg. Det var kort før hans udrejse til Tyskland. Denne vilde saks i håret, det vidste man syv uger senere, var en første læggen hånd på sig selv. For syv uger senere havde han været i Tyskland i seks uger og kastede sig ud ad resocialiseringshjemmets vindue.”

Gift

I 1997 udsendte Herta Müller sin foreløbig sidste roman, ”Heut wär ich mir lieber nicht begegnet”, som foregår blandt beslægtede personer i en rumænsk industriby. Tonen er en anden. Rammen er de stadige forhør hos Securitate, hvis hensigt er at ydmyge og skræmme. Livet mellem forhørene er i centrum. Statens forråelse af alle relationer er krøbet ind i menneskers sind. Den stadige kamp for overlevelse er fuld af svig og bedrag, sjælløs seksualitet, materiel og åndelig nød. Der er en oprørsk, men i grunden magtesløs galgenhumor og en egen vulgær munterhed.

Forkrøblingen var systematisk. I ”Kongen bukker og dræber” fortæller Herta Müller om sin korte tid som børnehavelærerinde. Til sin forfærdelse opdager hun dybden af indoktrinering: ”Lidt barndom må der da være i denne stat endnu, den tomme, regelmæssige ødelæggelse med ideologi kunne man ikke bruge over for så små børn, tænkte jeg.” Hun tog fejl. Hos de treårige var der endnu en barnlig åbenhed, hos de femårige var det allerede for sent. Indlæringen af parti- og førerhyldende sange og budskaber foregår med kæp. Herta Müller nægter at slå og får derfor kaos i klassen: ”Fraseterperiets trance modsvaredes kun af kæppen. Disse børn forsøgte at tvinge mig til at mætte deres behov for prygl. De følte sig ladt i stikken, hang i hysterisk tomhed fordi pryglene ikke kom. At græde under kæppen var det eneste der fik dem til at føle sig som person. Det løftede dem ud af kollektivet.” Således opdragede staten generationer af masochister. At holde sig fri af diktaturets forgiftning har krævet et mod og en hårdnakket vilje, som de færreste besidder.

Vidnesbyrd

Næste bog bliver en art dokumentarværk om deportationen af tyskrumænere. Den gamle mor nægter at tale om livet i arbejdslejren, men Herta Müllers behov for viden om de fortiede lidelser er stort. Oskar Pastior, den store tyskrumænske lyriker fra Siebenbürgen, tilbragte også fem år i Ukraine og emigrerede tidligt til Vesttyskland. Herta Müller og Pastior rejste i 2002 til Donetsk-bækkenet for at opsøge steder og overlevende med erindringer. Pastior døde uventet i efteråret 2006, men nåede at skrive og tale sig langt ind i stoffet. Herta Müller vil, når sorgen gør det muligt, skrive den fælles bog færdig. Uddrag har været trykt i tidsskriftet ”Die Horen”, og det første, man dér læser, fra Pastiors hånd, handler om indsamling af vilde, spiselige planter, som kunne udskyde sultedøden.

Det er slående og dog indlysende, for alt handlede om overlevelse. Stykket føjer sig tæt til Herta Müllers skildring af moderens forhold til den ydmyge kartoffel og kan stå som et tegn for al den ulykke, der rummes i hendes forfatterskab:

”Helt fra min barndom (...) kender jeg min mors hunger efter kartofler, denne blanding af væmmelse og begær, angst og febrilskhed når hun spiste. I 1945 lærte min mor at hade og elske kartoflen, som nittenårig pige, deporteret til fem års tvangsarbejde i Donetsk-bækkenet i det nuværende Ukraine. Hun forbandede og tilbad kartoflerne, blev drevet ud i kronisk sult af kartoflerne der aldrig slog til. Og blev som skindogbenpige ernæret glat igen af kartoflerne. Kartoflerne var grundnæringsmidlet, grunden til sultedød eller overlevelse. Min mor overlevede og står i evigt forbund med kartoflen. Intet andet menneske har samme blik som hun når hun spiser kartofler, denne vejrtrækning der mellem lede og tungebegær ikke findes noget ord for, uanset hvor længe man søger i sproget. Som om hun i dag, det vil sige 50 år senere, ved hver kartoffel endnu en gang måtte forbi livet ind i døden, eller omvendt. Hun ser på kartoffelskiven på gaflen indtil den er helt henne ved munden, indtil øjnene fordrejes og bliver fugtige. Hun har endnu ikke stukket så dybt ned i skiven at den går over. Hun efterlader den dag i dag aldrig kartoffelsmuler på tallerkenen. Allerede som barn spiste jeg nødigt sammen med hende, fordi jeg måtte bede lampen i køkkenet, bordet og kartoflerne på hendes tallerken om at hjælpe hende, så hun ikke altid behøver at spise sådan og jeg ikke altid at se sådan til.”

Teksten er en stærkt revideret version af foredraget ”Hvem er Herta Müller?”, holdt under Norsk Litteraturfestival i Lillehammer, maj 2007.

© Karsten Sand Iversen